20. november 2023
Mød Formula | Bjarke Hansen
“Jeg tilbød min arbejdskraft – gratis – mange steder, for blot at få foden indenfor”
FORTÆL OS LIDT OM DIG SELV…
At arbejde med premium-biler har siden barnsben været drømmen. Min start i bilbranchen går knap 13 år tilbage. Jeg tilbød min arbejdskraft – gratis – mange steder, for blot at få foden indenfor og komme til at arbejde med bilsalg. Til sidst fik jeg muligheden hos Audi – endda med løn 😉 Det har været en fantastisk tid, hvor jeg fik mulighed for at udvikle mig både personligt, fagligt og i stillingen, som siden januar 2018 har været som salgschef hos Audi Hørsholm.
Privat er jeg sammen min hustru Louise, som jeg har to piger med på hhv. 7 og 11 år. En del af fritiden går med at lege gør-det-selv håndværker, nørde biler og når der er behov for ”pusterum”, så hopper jeg i løbeskoene. Ellers planlægger jeg at bruge mere tid på jagt, som jeg tidligere har dyrket lidt i fritiden.
HVORFOR FORMULA?
Kald mig bare kræsen, men jeg vidste, at når jeg skulle videre fra Audi, så var der få steder jeg kunne se mig selv. Derfor var det helt naturligt og uden tøven, at jeg sagde ja til muligheden hos Formula.
At få muligheden for at arbejde i en bilforretning, hvor det handler om passion for eksklusive biler og ikke mindst ekstraordinære kundeoplevelser; det har altid været drengedrømmen. Derfor er det også med en stor portion ydmyghed, at få lov til at være en del af Formula-familien, hvor man er sammen om bilpassionen.
Livet er trods alt for kort til kedelige biler.
At befinde sig på øverste hylde i bilbranchen, kræver i min optik en professionel - og endnu vigtigere - ydmyg tilgang til tingene.
Bjarke Hansen, Formula Leasing
HVAD SER DU FREM TIL OG HVOR ER DU OM 10 ÅR?
Jeg ser frem til at arbejde med nogle dygtige og kompetente mennesker, hvor forventningerne til hinanden er tårnhøje, af simpel respekt for de biler og kunder vi har med at gøre. At befinde sig på øverste hylde i bilbranchen, kræver i min optik en professionel og endnu vigtigere, ydmyg tilgang til tingene. Den kultur kan man mærke hos alle i huset og det synes jeg er unikt.
For mange må det være det ypperste i livet at opnå, at arbejde med det som interesserer en allermest. Når passion og arbejde går hånd i hånd. Derfor føler jeg egentlig, at jeg har opnået det, som jeg kun turde drømme om som knægt.
Men jeg ved også at bilbranchen er i en stor transformation, hvor det kræver man er omstillingsparat, og jeg tror ikke bare på at man skal sætte sig bag rattet og blot taste en destination, men i stedet selv tage styringen og vælge hvilken vej man ønsker at køre. Det må trods alt også være sjovere i en Ferrari…
EN SIDSTE TING…
DRØMMEBILEN?
Det er umuligt at vælge én.
Men den første sportsvogn, jeg drømte om, var en Ferrari F355 med manuel gear. Der findes mange vildere biler, men jeg synes den er tidsløs smuk.
Skulle jeg have en daily driver, så synes jeg Audi RS6 Avant rummer alt det, en familiefar kan drømme om. En ulv i fåreklæder og samtidig praktisk.